Jysk trælast-kæde tager tocifret millionhop på bundlinjen
Tømmergaarden, der er en del af XL-Byg, har det seneste år bygget ovenpå en i forvejen solid bundlinje.
Det viser et nyt årsregnskab, der afslører, at trælastkæden med i alt 17 forretninger øgede overskuddet med 15 mio. kr fra 40,9 mio. kr. før skat i 2017 til 54,3 mio. kr. året efter.
Samtidig omsatte virksomheden for 1,1 mia. kr i sit seneste regnskabsår, og det er derfor med god grund, at tallene betegnes med det beskedne ”tilfredsstillende” i årsregnskabet.
- Vi er meget tilfredse med den omsætning, vi fik i 2018. Vi er vokset mere end det øvrige marked, og det tilskriver vores lokale tilstedelseværelse. Det sætter både erhvervskunder og privatkunder stor pris på, siger Tømmergaardens ejer Klaus Hansen til Wood Supply.
Og det er ikke første gang, Tømmergaarden tager markante væksthop.
I 2013 lød bundlinjen på 5,3 mio. kr., og siden da er tallet vokset støt år for år. De tal skal dog ses i lyset af en fusion med Ceste Træ i 2016 samt tilkøb af øvrige trælaster.
Netop de sammenlægninger er årsagen til, at væksten er særlig markant i det forgangne år.
- I 2018 er vi gået fra samlings-mode til optimerings-mode, og det er blandt andet det, man kan se i resultaterne, siger Klaus Hansen.
På baggrund af årets tal forventer Tømmergaarden derfor, at der venter et godt 2019 - selvom kæden også trues af mørke skyer.
- Aktivitetsniveauet forventes at være på samme niveau for det kommende regnskabsår, mens indtjeningen som følge af konkurrencesituationen forventes at være faldende, står der i ledelsesberetningen.
mio. kr. | 2017 | 2018 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1.123,9 | 1.011,0 |
Resultat før finansielle poster | 53,5 | 40,0 |
Resultat før skat | 54,3 | 40,9 |
Årets resultat | 39,8 | 32,4 |
Balancesum | 507,1 | 481,7 |
Egenkapital | 197,0 | 185,3 |
Antal ansatte | 401 | 395 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018. |